Sæsonens sidste stævne, Autumn Regatta 2010 i Rungsted, blev en fantastisk afslutning på vores første sæson i Melges 24 klassen. Med fem Melges 24 til start i eget løb og 8 m/sek lørdag var der lagt op til fed Melges ræs! Lørdag bød på høj sol og perfekt sejlervejr, mens vi desværre ikke fik sejlet søndag pga. tæt tåge og manglende vind. Melges.dk Sailing Team fik for alvor vist flaget, og med serien 1-1-2 sluttede vi på en sikker førsteplads.

Det var første gang vi deltog i en af de store Øresundsklassikere, og vores forventninger blev til fulde indfriet. Chikanebanerne lørdag var suveræne, og med 67 både på vandet samtidig var der action for alle bropengene. Specielt fedt var det at se, hvor stærkt en Melges 24 egentlig sejler! I flere af sejladserne krydsede vi fra X-99’ere og Luffe 37’ere, mens vi ned ad bakke hamrede fra samtlige både i vores start. Det beviser, at man for relativt små penge, kan få virkelig meget sejlglæde!

I første sejlads kom vi skidt fra start, da rullen til forstaget gik i stykker efter varselssignalet. Heldigvis rullede vi fokken ud i god tid før starten så vi opdagede defekten og dermed kunne lave et midlertidigt fix. Det betød dog også, at vi slet ikke fik os placeret på linjen og derfor kom af sted i røven af en hel række X-99’ere og diverse andre hjemmebyggede både! Topmærket (eller i virkeligheden den båd der var viklet ind i det) blev rundet som tredje Melges, hvorefter vi gav den max gas på taktikken ned ad bakke og lå nr. et ved første bundmærke. En placering vi holdt gennem chikanerne, og dermed var den første sejr i hus.

Anden sejlads blev stort set en gentagelse, bortset fra, at vi var lige ved at sætte vores ellers solide føring over styr på de sidste to opkryds. Vi kunne slet ikke få den til at gå på krydset indtil det slog os, at vi måske skulle prøve at skære tang af kølen med den indbyggede køl-kniv. Og det hjalp! Så på trods af at vi i den sidste 1/3-del af sejladsen sejlede rundt med 2 kubikmeter tang, lykkedes det os at sejle endnu en førsteplads hjem.

I tredje sejlads droppede vinden til 3-4 m/sek i starten, og det er desværre ikke lige sagen for vores Ulman fok, som klart foretrække lidt brise. Heldigvis sejlede vi igen stærkt ned ad bakke og med den rette taktik, kunne vi skrive en andenplads på tavlen.

Alt i alt blev Autumn Regatta 2010 en fantastisk afslutning på vores første sæson i Melges 24-klassen – en klasse der for alvor er ved at bide sig fast i Danmark.

I øvrigt slutter vores sæson ikke helt her. Godt nok er der ikke flere stævner, men vi er ved at planlægge en række træningssamlinger sammen med de andre Melges 24-besætninger, så vi kan holde formen hen over vinteren.

Billeder fra stævnet af Per Heegaard:

 

 

 

  1. Søren
    okt 13, 2010

    Hej Thomas,

    Ja det var rigtig god race! En skam at I tog os på stregen i første sejlads:)

    Håber at vi snart ses på vandet igen i M24’eren – hvis I henter én, skal I være mere end velkommen til vintertræning i Århus

    Mvh Søren
    Melges.dk

  2. Thomas Lund Hansen
    okt 13, 2010

    Flot sejlet – tillykke !

    Det så flot ud – når vi så jer agterude fra Aluine !! med vores Visione-crew 🙂

    Fed båd – vi glæder os til at hente vores egen og komme i sejlads med jer !

  3. Søren
    okt 12, 2010

    Gæstfriheden er værdsat;)

    Mvh Søren, Melges.dk

  4. René Bruun
    okt 12, 2010

    Tillykke med sejren. Den var velfortjent, men I skal altså ikke regne med samme gæstfrihed næste gang I kommer til djævleøen :o)

    Med sejlerhilsen

    René Bruun
    M24, DEN-664