Der er nu under en uge til årets største Melges 24 event og vi brugte derfor weekenden på at træne på Aarhusbugten sammen med TeamXX.

Lørdag var der perfekt sejlvejr med mellemluft og høj solskin, mens søndag bød på frisk brise, 14 grader og regn! Til gengæld var der relativt store bølger, så en perlerække af surfture med over 18 knob kompenserede så rigeligt for efterårsvejret.

Vores hovedfokus for weekenden var trim med vores nye North stel, og vores højde og fart med det nye setup overgik alt hvad vi tidligere har præsteret. Nu kan vi pludselig skifte gear mellem højde og fart, og vi ser virkelig frem til at udnytte de taktiske muligheder der ligger gemt her i det store felt på over 80 både.

Ud over trimmet fik vi afprøvet et par nye ideer til rollefordelingen ombord, hvilket ser ganske lovende ud. Alt i alt en super weekend sammen med TeamXX-tøserne, hvilket du ved selvsyn kan se mere om på nedenstående video. Læg især mærke til den tætte spilersejlads og det elegante styrt til sidst…