I weekenden deltog vi i Norsk Mesterskab på Hankø Yacht Club sammen med i alt 37 både og nogle af Norges allerbedste sejlere – herunder flere tidligere OL-medaljetagere.  Faktisk føltes feltet næsten lige så hårdt som ved EM i Medemblik! Fra Danmark havde vi selskab af BNI Sailing Team og Up Up Up! med bl.a. Michael Hestbæk ombord. Vi sluttede på en tilfredsstillende 8. plads.

Under alle tre sejldage var der lækkert sensommervejr med høj solskin og højtryk. Desværre betød det også meget lette – og tricky – vindforhold, som i 4. sejlads kostede os en sikker top-5 placering.

For os handlede stævnet først og fremmest om at komme tilbage efter nederlaget i Medemblik. Ved EM fandt vi aldrig rigtig formen og ikke mindst farten. Derfor var netop fart og flow i fokus på Hankø. Den første dag fik vi sejlet tre sejladser, og vi fandt hurtigt farten efter et par eksperimenter med rigspænding og skødepunkt. Resultatmæssigt fik vi dog ikke fuld valuta for pengene med en serie på 8 -15 – 15, hvilket betød en samlet placering som nr. 12 efter de tre første sejladser.

Lørdag var der meget svag vind, og det lykkedes kun at gennemføre én enkelt sejlads, som blev afkortet med målgang ved topmærket efter andet krydsben. Vi lagde hårdt ud og rundede som nr. to ved topmærket første gang, hvilket vi forsvarede til bundmærket. På sidste kryds tabte vi først Audi og Storm, hvilket var okay de svære forhold taget i betragtning. 200 m før topmærket lå vi således nr 5 med god afstand til feltet. Derfor sejlede vi med middelhøj risiko og angreb på højresiden – big mistake! Jo længere vi kom ud, jo mere drejede vinden mod venstre! Faktisk drejede den i alt 60-70 grader! Vi blev nr 30 i mål… Pretty unfair!

Med den afklapsning lå vi søndag inden dagens sejladser nr 15. Ikke ligefrem det vi havde håbet på. På positivsiden kunne vi dog konstatere, at vi havde fået fuldstændig styr på starterne og at farten specielt på kryds var helt på højde med de absolut hurtigste. Med dét i baghovedet tog vi søndag ud til banen i fint vejr og 3-4 m/sek. Efter en enkelt omstart kom vi afsted i en sand drømmestart hvorefter vi med feltets bedste fart kontrollerede højresiden af krydset hele vejen til topmærket, hvor vi rundede som første båd! Undervejs tvang vi flere af favoritterne ud af deres spor – simpelthen med bedre fart og højde. Første båd ved gaten, og efter lidt match race mod Audi op mod topmærket, igen første båd. Efter en nervepirrende downwind med aftagende vind, krydsede vi målstregen som første båd. Yeah! Denne placering skød os op som nr 8 samlet, hvilket blev slutresultatet da vinden kort efter denne ene sejlads forsvandt.

Vinder af stævnet blev tidligere OL-sejler Herman Horn-Johannessen i Rett Rundt Hjørnet med Riccardo Simoneschi i Audi på andenpladsen og Eivind Melleby i Team Kjus på tredjepladsen. De øvrige danskere sluttede som nr 18 (Bo Bøje i Up Up Up) og 27 (Rene Bruun i BNI Sailing Team).

Norsk Mesterskab talte desuden som aflslutning på både Europa Cup og den skandinaviske serie. Førstnævnte blev vundet af Audi med Rene Bruun som flot nr 2. Den skandinaviske serie blev vundet af Storm Capital Sail Racing med estiske Freddy på andenpladsen og os i Melges.dk som nr tre.

Fredag aften afholdte klubben et helt igennem legendarisk cocktailparty med gratis øl og drinks på kanten af fjorden. Stor tak til Peder Neergaard som er bagmanden bag dette!

Da Melsen er på job i Kina, sejlede vi med norske Arne David-Andersen som bowman. Det var en interessant og lærerig oplevelse. Fedt at få udfordret sin måde at se tingene på af en af de mest erfarne Melges-sejlere i Norge.

Alt i alt et rigtig fedt stævne i unikke omgivelser på Hankø! Vi kommer tilbage næste år!

Resultater kan ses her

Samlet skandinavisk ranking findes her: SKANDINAVIAN RANKING