Melges.dk i Norge plejer at være en fornøjelig oplevelse og i år var ingen undtagelse, efter et vellykket arrangerement i Larvik til dette års Norske mesterskab. 11 sejladser på 3 dage, god forplejning på land og et udfordrende farvand med både klipper i banen og en del strøm satte scenen for stævnet, som i år blev sejlet af 28 deltagere.

Inden første start, jinxede Søren os, da han udtrykte, at “det var godt at komme til stævne uden at være bagud fra start”, men en serie på 20-19-OCS-2 på førstedagen satte os noget tilbage på listen. Det kan ikke anbefales at komme for sent til første start, må vi erfare!

Dag 2 var der kun én vej der talte og det var fremad! Det lykkedes os at sejle os op som samlet 12 med en serie på 13-8-5-5, og med en teoretisk chance for at nå top 6. Det krævede “blot” tre sejladser i top 6 søndag! Planen lykkedes med en serie på 2-6-8 og humøret var højt da vi kom i land. Lige indtil vi opdagede, at vi havde taget os endnu en OCS, og andenpladsen var dermed konverteret til 30 point på listen, damn.

Alt i alt blev det til en 10. plads i stævnet, og ikke det niveau vi havde håbet at afslutte en super sæson på, men det var alt det kunne blive til denne gang. Vi kan anbefale alle at tage turen til Norge og sejle. Niveauet er højt, festerne gode og de norske sejlere er super imødekommende!

Sæsonen 2014, med både EM Bronze i Corinthian og en 2. plads til det netop overståede DM, må ellers siges at være fuldt ud tilfredsstillende, og vi ser nu frem til sæsonen 2015 og et VM på hjemmebane i Middelfart.